Hjælp til dit barns digitale liv
- Teleindustrien

21. oktober 2026

Mange forældre synes, at det er svært at finde ud af, hvordan de bedst hjælper deres barn til en god digital start. Nu er der hjælp at hente.

I dag lanceres en ny hjemmeside godskærm.dk, der skal gøre det lettere for forældre at finde hjælp til at skabe en tryg digital start for deres børn. Læs mere om initiativet her.

På godskærm.dk kan man finde råd og vejledning om, hvordan man kan skabe tryggere rammer for børn og unges digitale liv. Her kan man bl.a. finde guides til, hvordan man indstiller en telefon alderssvarende, sætter aldersgrænser på apps og film, blokerer upassende webindhold og planlægger skærmfri tid for bedre nattesøvn.

I teleselskabernes butikker vil forældre kunne få hjælp og rådgivning til at indstille enhederne alderssvarende, og man vil både i butikkerne og på selskabernes hjemmesider hjælpe med at gøre oplysningsmaterialet let tilgængeligt, så forældre nemt kan finde råd og vejledning.

”Børn har ret til en tryg digital barndom, og det ansvar skal vi løfte i fællesskab. Som branche vil vi gerne tage ansvar for at hjælpe familier med viden og gode råd, som kan gøre det lettere at finde de løsninger, der passer bedst til det enkelte barn. Det vigtigste er, at børn får en god og tryg start på deres digitale liv, og at forældrene oplever, at de ikke står alene med den opgave.” siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien

Initiativet er resultatet af en aftale fra september 2025 om bedre beskyttelse af børn og unge på digitale enheder indgået mellem Alliancen for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv (den daværende regering, Børns Vilkår, Red Barnet, DUF og KL), Teleindustrien, Telenor, CBB, Norlys, Call me, YouSee, Telmore, 3 Danmark, OiSTER, GreenMind, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk.

Print Friendly, PDF & Email