Danskerne får bedre dækning
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien

Erhvervs- og Vækstministeren har i dag (13/3 2013) præsenteret regeringens udspil, der skal medvirke til at sikre bedre mobil- og bredbåndsdækning i hele Danmark. Tele- og it-branchen hilser det nye udspil velkommen:- Det er et stort skridt i den rigtige retning, som regeringen nu tager med det nye bredbåndsudspil. Danskerne får nu endnu bedre dækning, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen (ITB), og direktør i Teleindustrien (TI) Jakob Willer.

– Der er et vigtigt udspil, der sætter nogle ambitiøse mål for, hvordan udrulningen af bredbånd og mobilinfrastruktur kan fremmes i hele landet, og som tager fat på at fjerne nogle konkrete forhindringer og sænke barriererne. Det kræver fortsat samarbejde med telebranchen at løse udfordringerne i praksis, men så er vi også parate til at tage vores del af ansvaret, lyder det fra Morten Bangsgaard og Jakob Willer.

– Særligt når det gælder mobilt bredbånd, så har regeringen virkelig forstået at sætte fingeren det helt rigtige sted. Der er blevet lyttet til vores ønsker, fortsætter Bangsgaard og Willer.

På bredbåndsområdet er ITB og TI mere afventende:

– Vi er bekymrede for, at bredbåndspuljen til Bornholm kan være et første skridt i et opgør med den ellers meget succesfulde markedsdrevne udvikling i Danmark, så det hæmmer investering og konkurrence, siger Bangsgaard og Willer.

Vej banet for samarbejde om master På masteområdet tages der nogle vigtige initiativer, der forventes at kunne reducere omkostningerne ved udbygning af nettene og bane vejen for et konstruktivt samarbejde mellem kommuner og teleselskaber – et samarbejde, der er nødvendigt for at sikre, at infrastrukturen kan nå endnu længere ud i landet.

– Regeringen har lyttet. Man har taget udfordringerne alvorligt og udvist en vilje til at handle, siger Jakob Willer og Morten Bangsgaard.

Koordination af gravearbedje Også på graveområdet er der udvist forståelse for større koordination. Synlighed om gravearbejdet kan være med til at sikre, at selskaber på tværs af sektorer kan samarbejde om at lægge kabler i jorden.

– Vi skal udnytte de muligheder, der opstår, når der graves i jorden, til at samarbejde om udbygning af nettene. Det kræver synlighed og åbenhed og en vilje fra det offentlige til at stille krav, når der udstedes gravetilladelser. Det håber vi, regeringens udspil vil være med til at sikre, siger Morten Bangsgaard og Jakob Willer.

Meget høje uploadhastigheder Med regeringens udspil fastsættes også en uploadmålsætning på 30 Mbit/s, der supplerer målsætningen om 100 Mbit/s download til alle i 2020.

– Med den udvikling, der er med brug af internettet til bl.a. cloudløsninger, er det naturligt, at der er fokus på uploadhastigheder. Vi er godt på vej ? men det kræver en fortsat indsats og samarbejde mellem alle parter at nå i mål, siger Morten Bangsgaard og Jakob Willer.

– Men det er også vigtigt ikke at stirre sig blind på hastighederne. Det vigtige er, hvordan vi som samfund udnytter de digitale muligheder til at skabe vækst og beskæftigelse. Ved at sætte fokus på at styrke de digitale kompetencer i folkeskolen og på uddannelsesinstitutioner og stimulere efterspørgslen på digitale tjenester til brug for eksempelvis telemedicinske løsninger, hjemmepleje og undervisning kan vi for alvor få værdi ud af teknologien. Efterspørgslen vil skabe det nødvendige udbud, slutter Morten Bangsgaard og Jakob Willer.

Print Friendly, PDF & Email