Lovligt indhold på nettet
- Nyheder, Pressemeddelelser, Telefoni

Teleindustrien har sammen med andre brancheforeninger, virksomheder og rettighedshavere tilsluttet sig en hensigtserklæring, der skal gøre det nemmere for brugerne på internettet at finde og bruge kreative produkter. Den skal også skabe bedre rammer for virksomhederne at udvikle gode tjenester.

Hensigtserklæringen er udarbejdet i et dialogforum under Kulturministeriet. Dialogforummet udspringer af Kulturministeriets Ophavsretspakke af 20. juni 2012 og supplerer flere andre frivillige initiativer, herunder det Code of Conduct, som Teleindustrien og RettighedsAlliancen har indgået, hvorefter medlemmer af Teleindustrien hhv. DI/ITEK, dvs. alle større danske internetudbydere, iværksætter frivillige blokeringer af websites, når en domstol har pålagt et enkelt selskab at blokere for DNS-adgang til et website.

I erklæringen har parterne givet hinanden håndslag på følgende principper:

1. at bidrage til at gøre internettet til en tryg og lovlig platform for forbrugere og virksomheder,
2. at understrege, at ophavsret er en vigtig grundsten for vækst og innovation,
3. at samarbejde om at begrænse økonomisk kriminalitet, der baseres på ophavsretskrænkelser,
4. at samarbejde om at fremme udbredelsen af lovlige produkter, og
5. at bidrage til effektive processer, der kan være med til at begrænse ophavsretskrænkelser og kriminalitet, der er forbundet hermed.

Jakob Willer, direktør I Teleindustrien, udtaler:

– Vi ønsker at bidrage til at sikre fundamentet for en bæredygtig kultur på nettet, hvor skaberne af det kreative indhold også får betaling. For Teleindustrien er det vigtigt, at indgreb mod ulovligt indhold på nettet sker på en måde, der respekterer retssikkerheden for alle parter. Endvidere er det helt centralt, at der sættes fuld damp under udviklingen af lovlige tjenester med attraktivt indhold. Det nytter ikke noget at forsøge at få folk væk fra de ulovlige sider, hvis vi ikke samtidig giver forbrugerne mulighed for at finde indholdet på de lovlige tjenester.  

Læs mere her: http://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/bred-opbakning-til-faelles-kamp-for-et-lovligt-og-trygt-internet-paa-ophavsretsomraadet/1/1/

Print Friendly, PDF & Email