Filmbranchens grædekoner m/k
- Nyheder, Teleindustrien

Filmbranchen, Rettigheds Alliancen, Rigspolitiet og Teleindustrien var i går inviteret til møde med Kulturministeren og kulturordførerne om opfølgning på Filmaftalen. Spørgsmålene var – hvordan det går med at udvikle nye forretningsmodeller? Og hvordan det går med bekæmpelse af piratkopiering?

En stor del af filmbranchens repræsentanter brugte deres taletid på at begræde udviklingen og forklare, at det i dag er umuligt at tjene penge på film på grund af piratkopiering. En filmproducent forklarede, hvordan han ikke længere kan sælge over 100.000 DVD’er af en film – fordi “folk nu bare henter den gratis på nettet”. Det var ikke med i forklaringen fra producenten, at det måske hænger sammen med, at folk ikke længere er interesserede i DVD’er, men faktisk gerne vil have adgang til indholdet digitalt. Og der blev fra filmbranchens side argumenteret for, at på grund af piratkopiering, så har de nye digitale forretningsmodeller heller ikke nogen værdi. Der blev igen fra filmbranchen fremsat urigtige påstande om, at teleselskaber og internetudbydere tjener mange penge på trafikken fra film på nettet – både den ulovlige og den lovlige – og der blev fremsat fantasifulde forslag om at få internetudbydere til at subsidiere filmbranchen, indføre internetskat og blankbåndsafgift på bredbåndsforbindelser og gøre internetudbydere ansvarlige for at overvåge brugerne og filtrere den ulovlige trafik ud af internettet. Og hvis vi ikke gjorde det – så skulle der vanke bøder.

Desværre var der meget lidt fokus på, hvad der skal til for at udvikle filmforretningen og udnytte de digitale muligheder. Det har aldrig været nemmere at nå ud til kunderne med indhold. Der har været taget nogle spæde skridt, været nogle forsøg og kommet nogle udmeldinger fra bl.a. Nordisk Film, som peger fremad og er konstruktive. Men i det store billede er der reelt ikke sket ret meget. Og instruktørernes frustration over, at der ikke sker mere er helt forståelig.

Flere teleselskaber bidrager til udviklingen af nye forretningsmodeller for filmdistribution og investerer i nye platforme, som kan bringe film ud til forbrugerne. For at det skal lykkedes – så efterlyser vi, at film kan komme hurtigere ud til forbrugerne som digitale premiumtjenester og være med til at styrke den samlede indtjening for filmene. Der er ingen grund til at have 4 måneders eneret på filmene i biograferne. Særligt ikke, når filmene er produceret med offentlig støtte. Så burde de hurtigere stilles til rådighed for alle forbrugere på alle platforme. Forbrugerne vil gerne have adgang til digitalt indhold. Og der er en betalingsvillighed. Og det smadrer ikke biografmarkedet, at der kommer en styrket digital forretning. Der er i dag mere end 700.000 danske Netflix-brugere. Og biograferne har fantastiske salgstal. Men det er stadig færre og større titler, der sælger mange biletter i biograferne. Man burde her indføre mere fleksible ordninger, så film, der ikke præsterer godt i biografen, med det samme kan komme ud på de digitale tjenester – og måske hjælpe med til at styrke indtjeningen for filmen. Det er særligt de smalle film, der kommer i klemme. Det kan kun være i filmskabernes interesse at åbne op for den digitale forretning. Og en samlet telebranche har i samarbejde med Rettigheds Alliancen og Kulturministeriet taget initiativer til at sikre oplysninger til brugerne om lovlige alternativer i Share With Care initiativet og til at sikre mere effektive blokeringer og bekæmpelse af pirateri efter det aftalte Code of Conduct – stadig med respekt for retssikkerheden. Det er tiltag, der vækker international opmærksomhed.

Men de positive tiltag der er taget til mere effektiv håndhævelse og oplysning – og de positive resultater der er opnået med samarbejdet mellem rettighedshavere og telebranchen druknede i filmbranchens sædvanelige hyleri om, at det er alle andres skyld – og at problemerne kun løses ved at kræve penge op af lommerne på skatteyderne og internetkunderne.

Det er efterhånden svært at tro på, at filmbranchen kan håndtere den omstilling der skal til – for at træde ind i en digital tid. Måske dansk film må lide endnu mere. Måske Hollywood og Netflix løber med det hele. Måske det allerede er for sent. Måske grædekonerne kan pakke sammen og gå hjem.

Jakob Willer
Teleindustrien
20102365

 

 

Print Friendly