Gode råd

Teleindustrien vil gerne bidrage til, at forbrugerne får bedst mulig vejledning om brugen af teleprodukter. Teleindustrien har derfor samlet en række gode råd om brug af teleproduker målrettet både børn og voksne.

Brug mobilen med omtanke: Om det er under mødet, i biografen eller midt under et hyggeligt restaurantbesøg

Hjælp børn til forsvarlig mobilbrug: Det er klart, at børn ikke på samme måde er opmærksomme på prisen for sjove tjenester på mobilen. Det er vigtigt, at de både lærer at opbevare deres pinkode forsvarligt og bruger mobilen med omtanke. Både voksne og børn kan have glæde af, at teleselskaberne tilbyder forbrugskontrol – så kan du selv sætte et maksbeløb for mobilregningen. Se i øvrigt TI’s pjece ”Børn og mobiltelefoner” for mere viden.

Mobilen er til samtaler og sjov – ikke til mobning: Sørg for, at din brug af sms’er og billeder ikke støder andre. Næste gang kan det være dig, der bliver fanget, mens du er på glatis. Det gælder især også for børn – se mere om god stil og digital dannelse på siden www.detdigitalespejl.dk

Brug mobilen i udlandet med omtanke: Du får en enorm fleksibilitet med din mobiltelefon – også når du er i udlandet. Men sæt dig ind i priser og udbydere, når du tager på ferie i udlandet. Så undgår du overraskelser på mobilregningen.

Hold hænderne på rattet: Din mobiltelefon kan sagtens være din biltelefon. Men det kræver, at du har udstyret i orden. Sørg for, at du har udstyret i orden, så dine samtaler foregår håndfrit og ikke forstyrrer din kørsel.

Kun korte samtaler i bilen: Selv om den håndfri telefon er fuldt lovlig, så kan den fjerne opmærksomheden fra kørslen. Før derfor kun korte samtaler under kørslen, og gem den lange snak, til du er ude af bilen.

Respekter lokale regler: Er du på sygehuset, under take-off i flyet eller andre steder, hvor en tændt mobil ikke er velkommen, så respekter de lokale regler.

Vær opmærksom på sikkerheden: Mobiltelefoner er ofte åbne og uden beskyttelse. Derfor er det vigtig at tænke sig om og være påpasselig med, hvordan man bruger sin mobiltelefon. Teleselskaberne har derfor samlet gode råd til, hvad man skal være opmærksom på, når man bruger sin mobiltelefon: https://www.teleindu.dk/gode-rad/sikker-anvendelse-af-smartphones/

Styr på downloads og mms’er: Der er et hav af muligheder med din mobiltelefon. Men sørg for, at download af spil og programmer sker fra leverandører, som du har tillid til. Tilsvarende skal du ikke åbne mms’er fra numre, du slet ikke kender. På den måde minimerer du risikoen for at få ubehagelige overraskelser.

Smid ikke gamle mobiltelefoner ud: Det er en fornøjelse at få en ny mobiltelefon med en masse nye muligheder. Men husk på, at både mobiltelefoner og batterier er kompliceret teknik, som kan skade miljøet, hvis de ikke håndteres korrekt. Sørg for at aflevere din gamle mobil i butikken eller på genbrugspladsen, så den bliver skrottet rigtigt.

Print Friendly, PDF & Email