Om TI

TI er en brancheforening, der arbejder for at forbedre rammevilkårene for de danske teleselskaber. En positiv udvikling på telemarkedet er en forudsætning for, at vi kan leve op til de politiske målsætninger om at gøre Danmark til et af verdens mest konkurrencedygtige samfund og dermed sikre fremtidens velfærd.

I TI sætter vi fokus på de centrale problemstillinger, som telebranchen står overfor. TI er telebranchens talerør i den politiske og samfundsmæssige debat om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

TI samler medlemsvirksomhederne i arbejdsgrupper med forskellige ansvarsområder såsom samtrafik, master, nummerportabilitet mv.

Vision

Alle danskere skal have en tryg og nem digital hverdag på verdens bedste digitale infrastruktur.

Det betyder, at Danmark skal være verdens bedste land at være telekunde i, uanset teknologi.

Det skal ske ved at sikre danskerne et bredt udbud af tjenester, som er tilgængelige for alle, som er sikre, trygge og nemme at anvende, og hvor kunderne har mange valgmuligheder og nem adgang til at vælge og skifte selskab.

Indsatsområder

Tilgængelighed

Alle danskere skal have adgang til en moderne og velfungerende digital infrastruktur, der opfylder deres behov til attraktive og overkommelige priser, og som bidrager til digitalisering, vækst og velstand i Danmark.

For at understøtte en høj grad af tilgængelighed er der brug for et telemarked i Danmark præget af investeringer og velfungerende konkurrence.

Sikkerhed og tryghed

Den digitale danske infrastruktur skal være robust og sikker. Det betyder, at branchen skal styrke beredskabet og cybersikkerheden både i et samarbejde mellem selskaberne og i samarbejde med myndighederne.

Danskerne skal trygt kunne bruge teleselskabernes produkter og ydelser og opleve en sikker og tryg digital hverdag, hvor teleselskaberne beskytter kunderne mod svindel og skadeligt indhold.

Nemme og enkle løsninger

Det skal være nemt, enkelt og attraktivt at være telekunde i Danmark. Det betyder, at branchen arbejder for at sikre gennemskuelighed i tjenester, vilkår og priser, og for at sikre, at det er nemt at skifte mellem forskellige udbydere på markedet.

Branchen

TI repræsenterer telebranchen og driver det konkrete samarbejde mellem selskaberne på tværs af interesser og teknologier. Vi ønsker som udgangspunkt frivillighed og selvregulering. TI arbejder derfor for og faciliterer udarbejdelsen af brancheaftaler i stedet for lovgivning og bidrager til at skabe samarbejde om medlemmernes forretningsskik på området.

TI indgår i et løsningsorienteret samarbejde med myndigheder, forbrugere og medier på vegne af medlemmerne. Det politiske mål er en sammenhængende regulering, hvor der er velfungerende konkurrence mellem selskaberne, hvor der er gode incitamenter til at investere i både bredbånd og mobilnet, og hvor der er attraktive vilkår for både kunder og selskaber på markedet.

TI samarbejder med myndigheder og politikere om at fjerne barrierer og omkostninger, så vi kan nå længst muligt for investeringerne.

Grundlaget for TI’s aktiviteter er en aktiv og forpligtende deltagelse af medlemsvirksomhederne i udformningen af TI’s bidrag til den politiske og reguleringsmæssige dagsorden, så TI afspejler alle de relevante dele af telesektorens interesser.

Det er vigtigt, at TI har en klar profil. TI er en skarp, konstruktiv og dialogorienteret organisation som på en saglig, troværdig og effektiv måde fremmer foreningens vision.

Print Friendly, PDF & Email