Mobildækning redder liv
- Nyheder, Pressemeddelelser, Teleindustrien

For bare 20 år siden måtte man løbe efter den nærmeste fastnettelefon for at tilkalde hjælp. Med mobiltelefoner kan hjælpen tilkaldes meget hurtigere, og der kan holdes kontakt til de mennesker, der er på ulykkesstedet. Det redder liv.

Mobildækningen er meget vigtig for redningsmandskabet i forbindelse med en udrykning. Det har direktør i Region Sjælland, Benny Jørgensen, for nylig forklaret til TV ØST i forbindelse med en tragisk sag fra Stevns, hvor en mand omkom på en løbetur, og der var vanskeligheder med at få hjælpen frem.

Vi er nået meget langt med mobildækningen i Danmark, og ifølge Benny Jørgensen er det heldigvis også mere og mere sjældent, at redningsmandskabet oplever problemer med dækningen.

I telebranchen ved vi godt, at der stadig er steder, hvor dækningen ikke er god nok, og at der er behov for fortsat og løbende at udbygge nettene for at sikre både dækning og kapacitet, så brugerne ikke oplever udfald og dårlige forbindelser.

Men mange steder er der fredninger og begrænsninger for, hvad man kan og må i et område. Og flere steder er det lokal modstand og protester, der vanskeliggør udbygningen. Samtidig er det forbundet med høje omkostninger at bygge og drive mobilnet, og selskaberne prioriterer derfor naturligt at udbygge nettene de steder, hvor der er størst behov og lavest mulige omkostninger.

I Region Sjælland besluttede man i 2016 en politik på masteområdet, der har til formål at bryde barrierer ned og reducere omkostningerne i forbindelse med opsætning af master. Det var et meget positivt skridt i retning af at sikre forudsætningerne for en god mobildækning. Men det er endnu kun i ca. halvdelen af kommunerne i regionen, at de nye retningslinjer er implementeret i praksis. I Region Hovedstaden har man lignende planer om et politik, der kan fremme mobiludbygningen, men man har desværre endnu ikke taget konkrete initiativer.

Teleselskaberne har ansvaret for at udbygge mobilnettene. Men kommunerne har også et ansvar for at bidrage til at få barrierer ryddet væk og få omkostninger ned, så vi kan nå endnu længere med vores dækning. Det er en god investering for en kommune at være med til at sikre en god digital infrastruktur. Det er godt for erhvervslivet. Og det er godt for borgerne – særligt, hvis de har behov for at tilkalde hjælp.

God mobildækning og bredbånd kan naturligt blive et tema ved de kommende kommunalvalg. Vi hepper på de kandidater, som vil bidrage til at rydde barrierer væk og som vil samarbejdets og dialogens vej.

Vi er i telebranchen parate til en konstruktiv dialog med kommuner om at finde løsninger de steder, hvor der er de største udfordringer. Vi skal finde løsningerne i fællesskab.

/Jakob Willer, 20102365

Print Friendly