Nye sikkerheds-løsninger
- Nyheder, Pressemeddelelser

16. februar 2023

Klare rammer for nye sikkerhedsløsninger

Når svindlere forsøger at sprede ondsindet og skadeligt software eller stjæle identitetsoplysninger og bankoplysninger fra danske forbrugere, så sker det ofte ved at forsøge at lokke brugerne til at klikke på links i falske sms’er eller e-mails. Et øjebliks uopmærksomhed er alt, der skal til.

Truslen fra de cyberkriminelle er høj og stigende. Det er på den baggrund, at telebranchen sammen med Center for Cybersikkerhed og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur gennem en periode har arbejdet på at afklare rammerne og mulighederne for at etablere sikkerhedsløsninger, hvor teleselskaberne blokerer for de links, der er i svindelmails og sms’er, og derved blokerer for adgangen til det skadelige indhold.

– Det er rigtig positivt, at der nu er skabt klare rammer, og at vi med nye sikkerhedsløsninger kan beskytte forbrugerne langt bedre, end vi har kunnet tidligere, udtaler Jakob Willer fra teleselskabernes brancheforening, Teleindustrien.

– Det skal være trygt at færdes på internettet. Det fordrer blandt andet, at myndigheder og virksomheder sammen finder løsninger, der gør det nemt for den enkelte at beskytte sig mod cyberkriminelle. Det er dette initiativ et godt eksempel på. DNS-blokering er en god måde at beskytte mod for eksempel phishing, som er et stort problem. Det kommer til at gøre en mærkbar forskel for sikkerheden, supplerer chef for Center for Cybersikkerhed, Thomas Flarup.

Konkret er der tale om, at teleselskaberne vil kunne etablere såkaldte DNS-blokeringer i systemerne, så forbrugerne ikke ledes hen til det skadelige indhold. I forhold til lovgivningen har det været nødvendigt at afklare, om sikkerhedsløsningerne skal etableres som løsninger forbrugerne selv skal tilvælge eller løsninger, der som udgangspunkt gælder for alle. Hvis det skal være en effektiv beskyttelse, så skal det som udgangspunkt kunne omfatte alle kunder hos det selskab, der etablerer løsningen.

Fra myndighedsside er der med netneutralitetsreglerne stillet nogle klare kriterier op for de nye sikkerhedsløsninger. Der skal være tale om blokeringer, der alene beskytter mod indhold, der udgør en konkret trussel mod sikkerheden. Det betyder, at der med sikkerhedsløsningerne ikke må blokeres for adgang til andre typer indhold, som fx er stødende eller på anden måde uønsket – men som ikke udgør en konkret sikkerhedstrussel. Endvidere er det vigtigt, at blokeringerne ophæves, når indholdet ikke længere udgør en konkret trussel, og at kunderne orienteres om blokeringsordningen og mulighederne for at fravælge beskyttelsen, hvis de ønsker det.

Det er op til hvert enkelt selskab eventuelt at beslutte etablering af nye sikkerhedsløsninger, og hvornår de i givet fald vil lancere en løsning. Selskaberne kan konsultere og rådføre sig med Center for Cybersikkerhed, mens det er Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, der fører tilsyn med de konkrete løsninger.

– Vi vil fra branchens side gerne sende en stor ros til både Center for Cybersikkerhed og Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur for en konstruktiv og frugtbar proces. Vi har en fælles og vigtig opgave med at styrke sikkerheden i samfundet og sikre danskerne en tryg digital hverdag. Det er vi i fællesskab lykkedes med her, udtaler Jakob Willer.

Yderligere information:
Thomas Flarup, Center for Cybersikkerhed, mobil 20160593 eller mail FEkommunikation@fe-ddis.dk
Jakob Willer, Teleindustrien, mobil 20102365 eller mail jw@teleindu.dk

Print Friendly, PDF & Email