Ulovligt telefonsalg
- Nyheder, Pressemeddelelser

6. marts 2019

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt flere teleselskaber og energiselskaber for i strid med forbrugeraftaleloven at have ringet til forbrugere uden forbrugernes samtykke. Herudover er seks leadvirksomheder blevet politianmeldt for at have medvirket til overtrædelserne ved at have solgt urigtige oplysninger til tele- og energiselskaberne om, at forbrugerne havde givet gyldige samtykker til telefonsalg.

Forbrugerombudsmanden udtaler i forbindelse med sagen, at Leadvirksomhederne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har solgt ugyldige samtykker, som tele- og energiselskaberne har brugt til at kontakte forbrugerne med.

Direktør i Teleindustrien, Jakob Willer, udtaler:

Det er selvfølgelig ikke i orden at henvende sig til forbrugere, der ikke har givet tilladelse til at blive kontaktet, og vi beklager meget overfor de berørte forbrugere

En del af problemet er, at teleselskaberne har kontaktet forbrugerne på baggrund af urigtige oplysninger fra lead-bureauer

Det kan vi ikke bruge som undskyldning, men snarere en forklaring, som vi i telebranchen også kan lære meget af. Det er stadig teleselskabernes helt klare ansvar, at grundlaget for opkald til kunderne er i orden

Flere teleselskaber har allerede reageret i forhold til hvilke leads og samtykker, der anvendes. Og vi har også i branchen igangsat arbejdet med at få formuleret et kodeks for telefonsalg og nogle klare retningslinjer for samarbejdet med lead-bureauer. Det handler bl.a. om hvilke krav, der skal stilles til dokumentation for de indhentede samtykker. Det arbejde prioriterer vi meget højt og forventer inden længe at kunne præsentere for Forbrugerombudsmanden

Det er vores målsætning på den måde at få skabt nogle klare rammer og retningslinjer, så vi kan undgå at kontakte kunder, der ikke har givet et gyldigt samtykke, og som ikke ønsker at blive kontaktet

/Jakob Willer, mobil 20102365

Print Friendly, PDF & Email